 Vil du designe fremtidens byer? Sætte dit aftryk på den verden, der omgiver os alle? Vil du tegne de store linjer i landskabet, skabe unik arkitektur i byens rum eller arbejde med formgivning af haver, parker og natur?
Så er Landskabsarkitektur stedet for dig. Her kan du fordybe dig i alt fra udvikling af byer og landskaber til forvaltning af natur og planlægning af parker. Her finder du det kreative arbejdsmiljø, der omsætter viden til visioner, får ideerne til at blomstre og sætter pejlemærkerne for, hvad der skal kendetegne by og land i det 21. århundrede.
Byens liv og rum Byens rum er rammen om det liv, vi lever i byen. Men byens rum står ikke stille. De er under konstant forandring og udvikling. Gamle industriområder forvandles til attraktive boligkvarterer, havnearealer bliver til strandparker og byggetomter til levende, grønne åndehuller. Andre steder skyder kontorpaladser frem, hvor der engang var rekreative miljøer, og identitetsløse pladser får lov til at afløse karakterfulde og historiske byrum.
 Hvilken vej synes du, byen skal udvikle sig? Og hvad skal der til, for at byen er et godt sted at være?
Som landskabsarkitekt er du med til at skabe rammerne for det gode liv, der leves mellem husene, og du er med til at bestemme, hvordan byens rum skal give plads til leg, plads til afslapning, plads til kultur, plads til parker, plads til trafik, plads til liv.
Landskabets udvikling De store linjer i landskabet bestemmer, hvordan byer, skove, marker og enge kan vokse og udvikle sig. Det er grænserne mellem kultur- og naturlandskaber, det er infrastruktur, fredningsplaner og naturhensyn, der skal gå op i en højere enhed. Det er rammerne for samfundets overordnede udvikling, der bliver skabt på landskabsarkitektens tegnebræt.
 Hvad synes du, der skal prioriteres, når landområder skal transformeres? Og hvordan skal æstetiske overvejelser om landskabets udformning forenes med funktionelle løsninger, der tager hensyn til fx trafikforhold, lokalisering af erhverv og beskyttelse af drikkevandsressourcer?
Som landskabsarkitekt er du med til at styre udviklingen af land og by. Du er med til at bestemme, hvordan bæredygtighed og naturbevaring bliver mere end pæne ord i politikernes taler, og hvordan urbane landskaber skal udvikle sig til glæde og gavn for mennesker og miljø.
Naturens vilkår Naturen spiller en afgørende rolle for vores liv. Hvad enten det er som grønne åndehuller i urbane miljøer, smukke haver skabt til afslapning og ro eller store naturområder, der også levner plads til et mangfoldigt dyre- og planteliv. I alle områder af naturen spiller arkitekturen ind. Den bestemmer, hvordan vi oplever naturen både i det store og i det små.
 Hvilke oplevelser synes du skal karakterisere haver og parker? Hvordan synes du, man bedst finder en balance mellem at benytte og beskytte naturen? Og kan man begge dele på en gang?
Som landskabsarkitekt arbejder du med vores omgivelsers æstetiske udtryk. Det kan være gennem overordnede forvaltningsplaner for hele naturområder, anlæggelse af små byparker, hvor mennesker kan hvile sig, læse, tale og spise midt i storbyens virvar af støj og trafik, eller via valg af planter til blomstrende haver og grønne oaser.
Livet som studerende Når du læser landskabsarkitektur bliver du en del af studiemiljøet på Frederiksberg Campus. Det er her, Københavns Universitets biovidenskabelige fakultet - i daglig tale kaldet LIFE - har hjemme, og det er her, du vil have din daglige gang blandt studerende og forskere.
 Det er et internationalt og imødekommende miljø. Uanset om du er til forelæsning, til fredagsbar, spiser frokost i de grønne uderum eller er fordybet i projektarbejdet på tegnesalen. Her er en mangfoldighed af mennesker, der er med til at skabe en helt særlig atmosfære af engagement og inspiration.
Fakultetet ligger midt på Frederiksberg og er dermed tæt på det meste – metro og bus, indre by, de københavnske brokvarterer med deres studentermiljøer, søerne, caféer, spillesteder og klubber.
Læs mere om studiemiljøet på LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet, om Foreningen af Landskabsarkitektstuderende eller mød de studerende på facebook i gruppen Landskabsarkitektur & Bydesign. Du kan også læse et interview med bachelorstuderende Lise Thorsager og med kandidatstuderende Simon Enemærke.
Hvis du vil vide mere Læs om uddannelsen til landskabsarkitekt Læs om adgangskrav og optagelse Læs om supplering, hvis du ikke opfylder adgangskravene Læs om de karriereveje, som landskabsarkitekter bl.a. kan vælge
Vil du vide mere, er du altid velkommen til at kontakte studievejledningen. Du kan kontakte Studenterservice pr. mail på studenterservice@life.ku.dk eller på telefon 3533-3533 .
Du har også mulighed for at blive studerende for en dag på Landskabsarkitektur. Det giver dig mulighed for at opleve hverdagen på en uddannelse, der interesserer dig og på den måde øge dine chancer for at du vælger en uddannelse, der er rigtig for dig. Du følges med en studerende, der tager dig med til forelæsninger og viser dig rundt. Du kan læse mere og tilmelde dig her.
Hvert forår er der åbent hus om bachelor- og kandidatuddannelser. Du kan læse mere om arrangementerne her.

|